Skab det gode fællesskab med arbejdet med dental fræsning

Hvis man er tandlæge og arbejder med speciale i dental fræsning, så kan det godt gå hen at blive lidt ensformigt arbejde at gennemføre som rugbrødsarbejde.

Godt nok forandrer opgaverne sig lidt, men den store variation er der ikke, når først teknikken sidder under huden, og man dikterer de samme dessiner til ens assistent, hvor det hele efterhånden kører på autopilot.

Og af gode grunde kan det være svært at snakke med kunden, mens arbejdet står på – og forarbejdet er ofte gjort af en sekretær, eller assistenten har forklaret kunden om, hvad der kommer til at ske, hvad man kan forvente, hvordan det ser ud i starten og senere, hvordan man vedligeholder det, og hvordan det forløber på kort sigt og lang sigt.

Men for selve tandlægen, som man egentlig ser som en største entitet på arbejdspladsen, kan ende med at løbe sur i arbejdet med at udføre de opgaver, også selvom man selv har valgt at blive god til det.

Som man mærker efter, så handler det måske ikke så meget om selve arbejdet, for det kan man lide, men rutinen og gentagelserne er bare så evindelige, at spændingen fra skolen, hvor man glædede sig til at komme ud på arbejdsmarkedet og få glade kunder, er væk.

Men man tjener jo godt, så man opgiver ikke arbejdet, for det ligger også tæt på ens bopæl.

En løsning kan være, hvis man har et større lægehus, at have en spændende kantine eller køkken, hvor man har uskrevne aftaler om at mødes i frokostpausen, så man kan snakke sammen alle ansatte, og måske har hyret et cateringfirma til at stå for maden, så man trods alt har noget nyt og spændende at snakke om hver dag.

Er det ikke nok, så kan man tage på opfølgende kurser, hvor man snakker sammen med ligesindede kollegaer i samme branche, hvor man kan blive klogere sammen og udveksle erfaringer.

Det handler jo om ikke at blive træt af arbejdet. 

Anders Lundtang Hansen